Tur til Ærø

Storstrøms Kreds

Arrangementer

EN HERLIG ENDAGSTUR TIL ÆRØ.

Dette arrangement er ONSDAG den 14. august 2019.
Annonceres i FINANS der udkommer den  24. maj 2019, der kan tilmeldes fra den 3. juni 2019.
Pris kr. 450,00 for medlemmer og kr. 650,00 for ledsager.
Betaling og tilmelding senerst 14 dage før arrangementet.
Morgenbuffet på færgen fra Svendborg til Ærøskøbing.
Frokost på Rise Bryggeri.
Smørrebrød (2 stk.) og 1 genstand på færgen fra Spodsbjerg til Tårs.
Der er øl, vand, slik og frugt med i bussen.


Efter endt opsamling kører vi via Storebæltsbroen til Fyn, med kursen sat mod Svendborg. Her skal vi med færgen til Ærø. Sejladsen tager 75 min.
Ved ankomsten til Ærøskøbing stiger vores guide på bussen ved færgen med ankomst kl. 11:20. Vi kører herefter ad romantiske veje langs det smilende sydfynske øhav mod Vest- øen. Efter at have passeret Borgnæs Vandmølle og ”De ærøske Alper” kører vi gennem de smukke landsbyer Bregninge og Skovby og ankommer kort efter til det gamle hertugelige jagtslot "Søbygaard", bygget af Hertug Hans den Yngre i ca. 1580. Her er voldgraven netop blevet fyldt op med vand, så anlægget fremstår i original og smuk stil.


Efter Søbygaard kører vi mod Voderup Klint, hvor vi stopper for at se det unikke og smukke sted, der breder sig som en arena ned mod Østersøen. Her er der mulighed for et smukt kig ud over Østersøen, hvor Als kan ses mod Vest og i godt vejr den tyske Østersøkyst mod syd. Har du gode ben er der lejlighed til en tur ned ad klinten ad den smalle sti.


Vi kører nu til Rise Bryggeri, der brygger den gode Ærø Øl. De har en rigtig god restaurant og café – her nyder vi deres formidable frokostbuffet og smager det gode Rise Øl. Efter frokosten er der tid til at besøge bryggeriets butik inden afgang.


Vi fortsætter nu mod Øst-øen forbi Skt. Albert, hvor vi får historien om den gamle katolske kirke og fæstning fra år 1000 og Strandmarkedet, der daterer sig tilbage til år 750. Vi passerer også stedet, hvorfra hertug Christian indtil 1633 styrede Ærø i et samlet hertugdømme fra herresædet Graasten og skabte det ærøske ni-stribede flag.

Vi ankommer kort efter til den gamle søfartsby, Marstal, der er levendegjort i Carsten Jensen roman, ”Vi de druknede”. Vi passerer gennem Marstal, og får alle de gode historier om Danmarks engang 2. største søfartsby med skibe på langfart over hele verden. På vejen ud fra Marstal passeres et af verdens største solvarmeanlæg.


Kursen sættes nu mod Ærøskøbing, hvor selskabet sættes af og herefter er der lagt op til en spadseretur på de brostensbelagte gader i den gamle og utroligt velbevarede by, der i 2003 fik Europa Nostra prisen som en af Europas bedst bevarede byer og af Naturstyrelsen er udnævnt til ”nationalt klenodie”.
Herefter er der ”fri spadseretur” i den gamle by indtil færgens afgang kl. 16:35.
HJEMTUREN FOREGÅR MED FÆRGEN FRA SPODSBJERG TIL TÅRS.